lørdag den 11. april 2015

Angel food kage


Uh, min bloggersamvittighed er sort...

Jeg har virkelig forsømt bloggen de sidste mange måneder. Det er ikke fordi, jeg ikke bager og heller ikke fordi, jeg har mistet lysten til at blogge, men tiden og overskuddet har ganske enkelt manglet.

Men med foråret og lyset kommer overskuddet tilbage, så nu forsøger jeg mig med et lille indlæg og så håber jeg, at det snart bliver til flere ;o)

Lørdag før påske forsøgte jeg mig med en opskrift - en torta della nonna - Bedstemorstærte - som er en traditionel italiensk tærte, som består af mørdej og en creme på æggeblommer smagt til med vanilie og citronskal (to af mine absolut yndlingssmage - så det kunne jo ikke gå helt galt, synes jeg). I opskriften skulle bruges 10 (!) æggeblommer og så stod jeg jo tilbage med 10 æggehvider.

What to do, når nu marengs ikke er blandt favoritterne.

Her kom Google mig endnu engang til hjælp - en søgning på "kage med æggehvide" kom med opskriften på Angel Food Cake. Jeg havde før set en opskrift, men syntes egentlig, at den lød lidt kedelig, men nu havde jeg jo alle de der æggehvider, så det var bare med at gå i gang. Og den overraskedes positivt, så kast dig bare ud i den!


For resten, så smagte torta della nonna også ret godt, men den kræver lidt videreudvikling, før jeg laver et indlæg om den.

Angel Food kage

2,5 dl hvedemel
3 dl flormelis
10 æggehvider
Korn fra ½ vaniliestang
2 dl sukker

Tænd ovnen på 200 grader.
Smør en springform med hul i midten og drys bund og sider med mel.
Pisk æggehviderne stive.
Skrab kornene ud af vaniliestangen og bland dem med lidt af sukkeret. Kom vaniliesukkeret op til æggehviderne.
Tilsæt sukker lidt af gangen og pisk 4-5 sek. mellem hver gang.
Bland mel og flormelis.
Sigt det i æggehvider og sukker lidt af gangen og vend det forsigtigt rundt.
Kom dejen op i formen og bank formen forsigtigt ned i bordet for at fjerne lufthuller.
Bag kagen 20-25 min. Mærk på kagen om den er fast, men virker spændstig, så er den klar.
Køl kagen af og vend den ud på et fad, når den er afkølet.
Pynt med tynde striber glasur (evt. lavet af flormelis og appelsinsaft).
Serveres med frisk frugt og flødeskum/creme fraiche.

Note:
I den oprindelige opskrift skal der også tilsættes mandelessens, men jeg var løbet tør og lavede min kage uden og den smagte lækkert af vanilie.


Kagen er meget blød, lækker og mild i smagen og holder sig længe frisk, selvom den ikke indeholder fedtstof.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!