fredag den 14. februar 2014

Vildt luftige, helt hvide boller...

Jeg synes faktisk, at det er ret sjovt, at bagerne lige nu har en kampagne for grove, mørke herreboller, for som jeg oplever det, så er det kvinderne, der gerne vil have de grove, mørke boller, mens de fleste mænd allerhelst vil have nogle bløde, hvide luftige boller  - ret mig endelig, hvis jeg tager fejl!!


Bollerne er bagt af en blanding af sigtemel og helt almindeligt hvedemel. Der er brugt masser af gær og de er hævet lunt på køkkenbordet, hvilke giver gode betingelser for luftige boller. Smagsmæssigt er de måske på den lidt svage side, da kornsmagen ikke rigtig får tid til at udvikle sig, men så kommer du bare et godt tykt lag smør på og måske lidt jordbærmarmelade ovenpå - så lægger du kun mærke til, hvor blødt og lækkert brødet er ;o).


Portionen er ret stor - du kan sagtens halvere den, men du kan også lave boller af halvdelen og franskbrød af den anden halvdel - franskbrødet bages ca. 30 min.


Hvis du har en røremaskine, så er det til de her boller, du skal bruge den. Kom alle ingredienserne op i skålen og lad røremaskinen køre for højeste hastighed i 15-20 min til dejen er glat og meget smidig (faktisk indtil man kan lave en glutenprøve, som er noget med at trække et stykke dej så tyndt ud, at man kan læse avisen igennem det, uden at dejen går i stykker - mindre kan også gøre det, men prøv at lade røremaskine køre dejen i lang tid - det gør altså en forskel!).


Nå, men nu til en opskrift:

Sigtemelsboller ca. 16 stk.


50 g gær
6 dl vand
350 g sigtemel
550 g hvedemel
2 spsk. flydende margarine
2 tsk. salt
1 spsk. honning


Udrør gæren i det lune vand.


Tilsæt salt, honning, margarine og alt melet - her behøver man ikke holde noget tilbage.


Rør dejen på røremaskine. Først ved lav hastighed til dejen har samlet sig. Herefter ved højeste hastighed i 15-20 min indtil dejen er glat og meget smidig (danner lange tråde og slipper skålens sider).


Stil dejen til hævning et lunt sted i 30 min eller til det er hævet til dobbelt størrelse.


Vend forsigtigt dejen ud på et meldrysset bord.


Del dejen i fire stykker.


Træk og sno dejstykkerne let, til de er aflange.


Skær hver pølse ud i 4 stykker.


Sæt bollerne på en bageplade med bagepapir og lad efterhæve i 30 min.


Opvarm imens ovnen til 200 grader.


Pensl bollerne med sammenpisket.


Bag bollerne i 10-12 min. til de er gyldne og lyder hule, når man banker dem under bunden.


Tip:
Smid 1/4 del vand ind i bunden af ovnen, når du sætter bollerne ind. Så hæver de bedre i ovnen og bliver saftigere.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!