mandag den 11. november 2013

Kringler med remonce, marcipan og creme - luksus!





Disse lækre kringler bagte jeg til brunch for min mands familie i sidste weekend.

De er lækre og snaskede og søde...og smager skønt! ;o)

Brunchkringle 2 stk.

75 g smør
2½ dl mælk
25 g gær
1 æg
1/4 tsk. salt
1 dl sukker
 400-500 g hvedemel

Marcipanremonce

100 g blødt smør
1 dl sukker
70 g revet marcipan

Vaniliecreme
1 æg
2 spsk. sukker
2 dl mælk
1 ½ spsk. maizena
korn fra ½ stang vanilie

Lav først vaniliecremen:

Skrab kornene ud af vaniliestangen og mas dem fra hinanden med lidt af sukkeret.

Kom sukker, vaniliesukker, æg og maizena op i en kasserolle og pisk det sammen.

Tilsæt mælken og stil kasserollen på kogepladen.

Kog langsomt cremen op, mens du rører hele tiden.

Når cremen koger, skruer du ned for varmen og rører et minuts tid.

Kom herefter cremen op i en ren skål, dæk med film (helt ned på cremen) og stil cremen i køleskabet.

Så kan du gå i gang med dejen:

Tag smørret ud af køleskabet og kom 100 g op i en skål til remoncen. Lad det stå på køkkenbordet og blive blødt, men du laver dejen.

Smelt smørret og lun mælken i samme kasserolle.

Rør gæren ud i den lune mælke- og smørblanding.

Tilsæt æg, salt, sukker og ca. 2/3 af hvedemelet. Ælt dejen sammen og tilsæt melet lidt efter lidt indtil dejen er glat og smidig - pas på, ikke at komme for meget mel i dejen - så bliver den tung.

Stil dejen lunt i 1/2 time.

Nu kan du lave remoncen:

 Rør det bløde smør, sukker og revet marcipan godt sammen.

Nu skal du i gang med at samle kringlerne:

 Når dejen er færdighævet vendes den forsigtigt ud på et meldrysset bord og æltes let.



Del dejen i to og rul hver del ud til en rektangel ca. 20x30 cm.




Smør remoncen på i en bred stribe midt på rektanglen - ca. 1 cm fra hver kant.


Kom den afkølede vaniliecreme på remoncen i en 5 cm bred stribe midt på dejen.


Fold først enderne ca. ½ cm ind over remoncen.


Fold herefter siderne ca. ½ cm ind over remoncen.



Fold herefter siderne endnu engang, så de næsten dækker cremen, men lad en smal stribe være åben.


Løft kringlerne over på en bageplade med bagepapir.

Lad efterhæve i ½ time.

Tænd ovnen på 200 grader.

Pensl kringlerne med sammenpisket æg og drys dem evt. med lidt sukker og hakkede mandler.

Kringlerne bages i 20 min til de er smukt gyldne.

Note:
Kringlerne kan sagtens bages dagen i forvejen og så varmes forsigtigt i ovnen i 10 min ved 200 grader.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!