mandag den 21. januar 2013

Islagkagen fra nytårsaften

Så kommer den langt om længe; opskriften på islagkagen fra nytårsaften.



Det er parfait-is på en bund af brownie. Jeg har to slags is på bunden - en jordbæris og en karamelis.

Brownieopskriften har jeg fundet på Sarahs kager og jeg har bagt den nogle gange efterhånden. Den har en rigtig lækker dyb chokoladesmag og er bløde og lækre og en lille smule chewy indeni. Jeg har erstattet halvdelen af sukkeret med brun farin - det gør den bare endnu lækrere :o). Og fordi opskriften skal bruges som bund i en islagkage har jeg udeladt hakket chokolade og nødder.

Vigtigt! kagen må ikke bage for længe, for så bliver den tør. Den smager stadig godt, men kommer faktisk til at minde lidt om en cookie istedet for. Det er jo også lækkert, men her er det den lækre bløde browniefornemmelse vi går efter ;o).

Brownie

150 g. mørk chokolade
1,2 dl smagsneutral olie
100 g brun farin
115 g sukker
2 æg
1 tsk. vaniliesukker
65 g. mel
½ tsk. bagepulver
½ tsk. fint salt
4 spsk. usødet kakaopulver

 


Tænd for ovnen på 180 grader.
Smelt chokoladen over vandbad.
Pisk æg, sukker og vaniliesukker hvidt og skummende. Rør olien i. Kom den smeltede chokolade i æggeblandingen. Bland mel, bagepulver, salt og kakao i en skål. Sigt melblandingen i chokolademassen og rør forsigtigt.
Klip en cirkel af bagepapir, der passer i bunden af en springform (22 cm i diameter) og smør siderne af springformen med olie.
Kom dejen i formen og bag kagen i 30-35 min - kagen må gerne være blød i midten.



Bunden afkøles fuldstændig og tages ud af springformen, som dækkes med folie i bunden og op af siderne.

Imens laves isen.

Is

9 past. æggeblommer
300 g sukker
3/4 l piskefløde
Korn fra 1 vaniliestang
1 ps. frosne jordbær
10-15 bløde flødekarameller i små tern



Tag jordbærrene op af fryseren i god tid.
Skrab kornene ud af vaniliestangen og mas dem med lidt af sukkeret.
Pisk æggeblommer og sukker hvidt og skummende.
Pisk fløden let.
Bland æggeblandingen og fløden og kom isen op i to skåle.




Blend jordbærrene.
Bland de blendede jordbær i den ene halvdel af isen.
I den anden skål kommes de hakkede flødekarameller.

Kom karamelisen på den afkølede chokoladebund og kom den i fryseren i ½ time, hvorefter den tages ud og der røres i den uden at skrabe på bunden. Kommes tilbage i fryseren i ½ time og røres igen, hvorefter jordbærisen, som i mellemtiden har stået i køleskabet, kommes oven på karamelisen. Islagkagen dækkes med husholdningsfilm og kommes i fryseren igen, indtil den skal spises, men min. 3-4 timer.

Islagkagen tages ud af fryseren 1-1½ time inden den skal spises og tør langsomt op i køleskabet.
Pyntes med revet chokolade.



 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!